Nemt at bruge en tallerkenmodel.

tallerkenmodel3Hvis du gerne vil gøre det nemt for dig selv, når du skal spise, kan det være en god idé at bruge en tallerkenmodel. Med den i baghovedet kan du nemlig hurtigt sammensætte et godt og sundt måltid.

Der er lavet flere forskellige tallerkenmodeller. Den jeg har valgt at vise her på siden, er den vi kalder for T-tallerkenmodellen. Men der findes f.eks. også en Y-tallerken eller Lene Hanssons bud på en tallerkenmodel.

Bruger du T-modellen fylder grøntsager og frugt 1/2 af tallerkenen. Kød, fisk og æg fylder 1/4 af tallerkenen. Og brød, kartofler, ris og pasta fylder den sidste 1/4 af tallerkenen.

Vælger du derimod at bruge Y-modellen, ser fordelingen lidt anderledes ud. Her er 2/5 af tallerkenen fyldt med grøntsager og frugter, 2/5 er fyldt med brød, kartofler, ris eller pasta og den sidste 1/5 er fyldt med kød, fisk eller æg.

Hos Lene Hansson arbejder man med  en hel tredje model. Her er fordelingen også lidt anderledes, da man her arbejder med syre- basebalancen, samt adskillelses-princippet, hvor man ikke blander proteiner og stivelse i samme måltid.

Her fylder grøntsager 1/3 af tallerkenen, og salat fylder 1/3 (begge dele er basedannende),  mens den sidste 1/3 er til kød, fisk, fjerkræ eller æg (som er syredannende). Man kan også vælge, at den sidste 1/3 skal være til brød, kartofler, ris eller pasta (som ligeledes er syredannende). Frugt spises alene og blandes ikke med andre fødevarer.

Uanset hvilken model du vælger at bruge, er der en ting som er gældende for alle tre modeller. Og det er, at hvis du ønsker at spise en portion mere, er fordelingen den samme som første gang, du tog en portion.

Den største fordel ved alle tallerkenmodellerne er, at de ikke indebærer en masse forbud med ting, du ikke må spise. Du må spise lige det, du har lyst til, du skal bare fordele din mad rigtigt! God appetit!

blog_banner

2 comments for “Nemt at bruge en tallerkenmodel.

  1. Mia Christensen
    6. august 2016 at 10:11

    Hej Hanne
    Hvis man gerne vil spise mindre kød eller helt erstatte det med linser, bønner, kikærter og tofu, skifter man så bare kødet ud med disse proteiner eller bliver fordelingen så anderledes? -og hvad med olier og fedtstoffer? Er det bare i små passende mængder? Tak for god overskuelig side 🙂
    Mia

    • Hanne Andersen
      6. august 2016 at 13:50

      Hej Mia.
      Tusind tak for dit spørgsmål og din søde kommentar.

      Du kan sagtens bruge samme fordeling, selv om du vælger at spise mindre eller intet kød. Så lader du bare dine andre proteinkilder udfylde pladsen.
      Det daglige energiindtag af protein bør udgøre mellem 10-20%.

      Protein er kroppens byggesten, og det er med til at give kroppen energi. Det er derfor et livsvigtigt næringsstof. Protein er opbygget af 20 forskellige aminosyrer, hvoraf de 9 er essentielle (dvs.livsvigtige). De 9 essentielle aminosyrer, skal vi have tilført gennem kosten, da kroppen ikke selv kan danne dem.
      I en dansk kost finder du proteiner i de fleste fødevarer.
      På den animalske side af fødevarer finder du eksempelvis proteiner i: fjerkræ, fisk, kød, æg, mælk, yoghurt og ost.
      På den vegetabilske side finder du proteiner i fødevarer som: nødder, bønner, linser, kornprodukter og grønsager.
      Så som du kan se er der udover kød mange andre gode proteinkilder.

      Det vil være en rigtig god idé at drysse en lille håndfuld nødder, kerner eller lignende over dine salater/grønsager og evt. vende dem i et par spiseskefulde olie, da du på den måde får tilført nogle af de gode fedtstoffer, som kroppen også har brug for.
      I forhold til olier og fedtstoffer lyder anbefalingerne på at 25-35% af den daglige energi bør komme fra fedt. Her bør fordelingen se således ud:
      (Mættet fedt maks. 10%) Findes i: kød, mælk, ost og smør
      (Monumættet fedt 10-15%) Findes i vegetabilske produkter som: nødder, avocado, raps- og olivenolie
      (Flerumættet fedt 5-10%) Findes i: vindruekerne-, solsikke-, soja- og majsolie. Derudover kan du finde det i fede fisk som sild, laks og makrel.

      Jeg håber, at det er svar nok for dig og ellers må du endelig skrive igen.
      Med venlig hilsen Hanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *